main_top.png
  • Fjernvarmen: En historisk idé giver svar på fremtidens udfordringer
     

    Udskriv hovedteksten

    materialekasse.gif

    Med et klima som det danske har vi altid haft brug for at varme vores boliger op. Alligevel er det ikke her i det kolde nord, vi finder de første tegn på fjernvarme. Opfindelsen blev først brugt under lunere sydeuropæiske himmelstrøg, hos de gamle romere.


    Hver bolig havde sin egen varmekilde
    Ild er varme, og i mange hundrede år var det også sådan, vi fik varmen i vores boliger. Vi havde et bålsted og et hul i taget, så røgen kunne komme ud. Bålstedet blev også brugt til madlavning. Hvis familien havde husdyr, lå stalden typisk i den ene ende af huset og beboelse i den anden. Dyrene afgav varme, og det gjorde husene lidt lunere.

     

    Senere blev kaminer almindelige. Ordet kamin stammer fra det græske ord for ovn, kaminos. En kamin er et åbent ildsted, hvor røgen forsvinder op gennem en skorsten. Kaminerne blev brugt til opvarmning og madlavning. De gav ikke meget varme, da en stor del af varmen forsvandt op igennem skorstenen. 
     

    Siden den tidlige middelalder kom kakkelovnene til Danmark. De var oprindelig beklædt med kakler. Senere kom støbejernsovnene til. Ovnene havde den fordel, at man fyrede op i et lukket rum, og røgen blev ført væk gennem en skorsten. Brændslet var træ, koks (også kaldt fattigmandskul) og kul. Fra 1930’erne blev kakkelovnene erstattet med kollektiv bygas i nogle af de større byer, mens de fleste huse fik eget centralvarmeanlæg. 

     

  • Centralvarme gav varme til hele huset

    Med centralvarme bliver varmen produceret et centralt sted i huset og fordelt til de rum, der skal opvarmes. Fra 1950´erne blev centralvarmeovne almindelige, og her kunne man fyre med olie, gas eller petroleum. Centralvarmeovnene var udbredte helt op til oliekrisen i starten af 1970´erne, og kun få havde fjernvarme. Olien var billig, og man tænkte ikke så meget på miljøforureningen. Olie er en af de energikilder til opvarmning, der forurener mest. 
     

    Senere kom elopvarmning af boligen til, men den er i dag mange steder også erstattet af fjernvarme. Elvarme er meget dyr og den forurener meget. Derfor har staten gennemført store kampagner med tilskud til at skifte fra el til fjernvarme.

     

    I dag fordeler vores opvarmningskilder sig således:
     

    -  Oliefyr: Ca. 255.000 boliger

    -  Naturgas: Ca. 412.000 boliger

    -  Elvarme, varmepumper og brændeovne: Ca. 284.000 boliger

    -  Fjernvarme: Ca. 1,7 mio. boliger

     

    Et mindre antal boliger, typisk uden for byerne, har eget træpillefyr eller jordvarmeanlæg.

     

    Fra de romerske bade til højteknologi

    Fjernvarme er ingen ny opfindelse. Faktisk kender vi til kollektiv opvarmning af bygninger, også fjernvarme, næsten 2000 år tilbage. Romerne fandt på at sende varmt vand rundt i bygningerne, så indbyggerne kunne få varmt vand til deres bade. Det kan man stadig se i udgravninger i bl.a. Rom og Pompei.

     

    Mellem år 44 og 410 var England og Wales en romersk provins, Romersk Britannien. Her fandt romerne på at udnytte det varme vand fra  undergrunden, kaldet geotermisk vand. Det brugte de både til bade og til at opvarme bygningerne. Vandet blev sendt rundt til husene gennem render i gaderne.
     


    •  


     


     


     

  • De første fjernvarmeanlæg

     

    I 1877 blev det første fjernvarmeanlæg bygget i USA. Det var baseret på damp, og brugerne betalte for varmen. Omkring år 1900 fandtes der 500 fjernvarmesystemer i USA, men i dag er der kun godt 130 tilbage.

     

    I 1893 åbnede det første europæiske fjernvarmeanlæg i Hamborg, Tyskland, og i 1903 fik Danmark sit første fjernvarmeanlæg. Det skete på Frederiksberg, hvor byens affald hobede sig op. Derfor byggede man Danmarks første forbrændingsanlæg, og det var varme til både Frederiksberg Hospital og de omkringliggende kommunale bygninger.

     


     


      

    Frederiksberg Forsyning, 1903


     


     

    Fjernvarmen indtog byerne

    I 1920´erne og 30´erne fik de danske byer efterhånden større sammenhængende boligområder, og fjernvarmen blev langsomt udbredt til byer i hele landet. Det var dog først med oliekrisen i 1973-74, fjernvarmen og den kollektive varmeforsyning for alvor slog igennem. I 1963 havde kun 15 procent fjernvarme - i dag er tallet 65 procent.
     

    Oliekrisen betød, at oliepriserne blev tredoblet på blot 2 måneder, og det lagde pres på den danske varmeforsyning. Indtil da havde vi brugt olie som brændsel i mange år, og olien købte vi især i Mellemøsten. Det gjorde os ekstra sårbare, da oliestaterne i Mellemøsten pludselig sendte mindre olie på verdensmarkedet. Prisen steg, det blev vigtigt for Danmark, at vi gjorde os uafhængige af de importerede brændstoffer.
     


     


  • Olieboreplatformen "Siri"

     

     
     

      
    I 1966 gjorde Mærsk de første oliefund herhjemme, og i dag er Danmark selvforsynende med olie og naturgas fra Nordsøen. Nogle fjernvarmeværker bruger stadig olie som brændsel, men i mindre grad. En stor del af fjernvarmen bliver nu produceret på mere miljøvenlige energikilder.
     

    Varmeforsyning og miljøpolitik

    Først i juni 1979  fik Danmark en egentlig lov om varmeforsyning. Den pålagde alle kommuner at lave en varmeplan, der både skal sikre den mest økonomiske og miljøvenlige opvarmning af bygninger. Samtidig skulle den gøre energiforsyningen mindre afhængig af olie. Loven bliver løbende justeret på baggrund af nye erfaringer.

     

    Hovedprincipperne i loven om varmeforsyning er:
    • Kommunerne har ansvar for at godkende projekter for kollektiv varmeforsyning.
    • Kommunerne skal pege på det mest samfundsøkonomiske projekt.
    • Varmen skal som udgangspunkt produceres sammen med elektricitet.
    • Kollektive varmeforsyningsanlæg må ikke tjene penge. De skal hvile i sig selv og kun indregne
       nødvendige omkostninger.

    Kilder:
    ”denstoredanske.dk”
    ”Fjernvarme – et unikt koncept for effektiv varmeforsyning” og ”Fjernvarmens udbredelse i Danmark i dag” og ”Fjernvarmeindustrien 2008” udgivet af FIF Marketing
    Artikler fra DBDH

     

  • Varmeforsyningsloven

    Wikipedia
    Energistyrelsen
    Rigsarkivet
    Fjernvarmen

    DONG Energy

Under oliekrisen indførte man bilfrie søndage, og der var påbud om, at den højeste stuetemperatur måtte være 20 grader. 


I dag er der ca. 430 fjernvarmeselskaber i Danmark.
 

Regeringen har i 2012 vedtaget, at der fra år 2013 ikke må opsættes oliefyr i nye huse – og at der fra år 2015 ikke må opsættes nye oliefyr overhovedet. Dvs. udtjente oliefyr skal erstattes af anden opvarmning pga. miljøhensyn. 

vilduvilemere_banner.gif

main_bund.png