main_top.png
  • Kraftværk, varmeværk og kraftvarmeværk

    Udskriv hovedteksten

    materialekasse.gifFjernvarme er godt for miljøet!
    Før i tiden havde man i Danmark kun kraftværker (elektricitetsværker), der producerede el og varmeværker, der producerede varme. I dag bliver det meste af fjernvarmen produceret på kraftvarmeværker, som producerer både el og varme.
    På et kraftvarmeværk anvender man den overskudsvarme, der opstår, når man producerer el. Overskudsvarmen er med til at varme fjernvarmevandet op. Derfor bliver forbruget af brændsel langt mindre, end når el og varme produceres hver for sig.

     

    KraftVarmeværker_2.png
    Kraftværket laver el                 Kraftvarmeværket laver både el og varme

    80 % af fjernvarmen bliver i dag produceret på overskudsvarme fra kraftvarmeværker. Resten af varmeproduktionen foregår på mindre varmeværker.


    Et kraftværk udnytter kun ca. 40 % af energien i brændslerne. Ca. 10 % forsvinder ud gennem skorstenen, og næsten 50 % forsvinder ud med kølevandet.
    Et kraftvarmeværk udnytter over 90 % af energien. Kun 10 % udnyttes ikke. Kraftvarmeproduktion er derfor godt for miljøet.



     

  • De fleste mindre varmeværker og kraftvarmeværker er ejet af forbrugerne. De helt store kraftvarmeværker er ejet af elselskaberne, som f.eks. danske DONG Energi, tyske E.ON og svenske Vattenfall.
     
    Et kraftværk laver el
    På de helt store danske kraftværker har man tidligere udelukkende anvendt fossile brændsler som olie, kul eller gas til at producere el. Men i dag er man på mange af disse steder, af hensyn til miljøet, i gang med at omlægge produktionen til biomasse. Samtidig udvider man  produktionen til også at lave varme. På de mindre kraftvarmeværker, også kaldet de decentrale kraftvarmeværker (se længere nede), anvendes typisk naturgas, affald, biomasse eller biogas som brændsel.

     

    Varme_el.png

    I kraftværkets kedel varmes vand op og bliver til damp. Når der er nok damp, kommer der tryk på. Så kan dampkraften få en turbine til at dreje rundt. En turbine er en maskine med et skovlhjul. Turbinen får en generator til at dreje. På denne måde dannes der elektrisk energi, el. El’en sendes herefter ud til husene via elledninger eller kabler gravet ned i jorden. Dampen skal til sidst afkøles og bliver igen til vand, som sendes retur til kedlen for at blive varmet op påny. På kraftværket bruger man havvand til at afkøle dampen. Det giver et stort ressourcespild, da naturen ingen glæde har af den restvarme, der ledes tilbage i havet.


     

  • Et varmeværk laver varme
    På de mindre varmeværker (kun varmeproduktion) brugte man engang kun fossile brændsler til at producere fjernvarme. I dag har man stor fokus på at anvende vedvarende energikilder som solenergi og biobrændsler, hvilket nedbringer brugen af de fossile brændsler, som er miljøskadelige. Rigtig mange fjernvarmeværker bruger nu halm fra landmændene, flis fra skovene eller træpiller fremstillet af restprodukter fra f.eks. møbelindustrien. Det er kun i særligt kolde vinterperioder, at olie- eller naturgaskedlerne tages i brug som supplement i varmeproduktionen.


    På et halmopvarmet værk anvendes halm fra markerne. Halmen presses sammen til store firkantede halmballer, som transporteres til varmeværket. På værket føres halmballerne ind i brændkammeret og afbrændes. På den måde produceres varmt vand til fjernvarmeforbrug. Asken eller slaggerne fra varmeproduktionen bliver til gødning på markerne = alt bruges!

     

    Varme_Bio.png

  • Kraftvarmeværket laver både el og varme

    Central kraftvarme

    Ca. 50 % af al fjernvarmen i Danmark er kraftvarme fra de helt store centrale kraftvarmeværker (se længere nede). Dem er der i alt 16 af på landsplan. De fleste er ejet af DONG, og måske har du set nogle af dem i landskabet, f.eks.: Studstrupværket nord for Århus, Skærbækværket ved Kolding Fjord eller Avedøreværket syd for København.

     

    Avedoere.jpgAvedøreværket fyrer med mange forskellige brændsler: Naturgas, olie, halm og træpiller, i modsætning til mange af de andre store værker, der fortrinsvis fyrer med kul stadigvæk.

    Avedøreværket er et af verdens mest energieffektive værker med en udnyttelsesgrad på 94 % af energien.
    Varmen fra de store kraftvarmeværker sælges til de lokale fjernvarmeforsyninger i området.
     


    Fordele med kraftvarme er:
    • Optimal udnyttelse af brændslerne
    • Brug af færre brændsler
    • Reduktion af CO2-udledning
    • Samproduktion af el og varme

    Energieffektivitet kan kort forklares således: Når brændslet udnyttes bedre, skal der bruges mindre af det. Når der bruges mindre brændsel, udledes der færre skadelige stoffer i naturen, og det gavner miljøet.


     

  • Decentral kraftvarme
    Den mest miljørigtige el- og varmeproduktion får vi fra det man kalder de decentrale kraftvarme-værker.
    Afbrænding af brændslet varmer vandet op, som bliver til damp. En del af dampen driver en turbine, der er forbundet med en generator, som producerer el. Resten af dampen ledes over i en varmeveksler, så temperaturen passer til den temperatur på fjernvarmevandet, som man gerne vil opnå. Dampen må helst ikke miste for meget varme. Fjernvarmen sendes ud til fjernvarmekunderne.
    Der skal bruges lidt mere brændsel for at få den samme mængde el, når der samtidig skal laves varme. Selv om der skal bruges lidt mere brændsel til at producere el, er kraftvarme en god ide.

     

    De decentrale kraftvarmeværker er meget mindre end de store centrale kraftvarmeværker. Selv om der er rigtig mange små decentrale kraftvarmeværker - i alt ca. 285, kan de kun producere varme til at dække 20 % af det samlede fjernvarmebehov i Danmark.
    Det typiske decentrale kraftvarmeværk fungerer som en almindelig forbrændingsmotor, nøjagtig som vi kender den fra en bil, der kører på benzin. Motoren på det decentrale kraftvarmeværk er selvfølgelig meget større. Der er ingen åben ild, og forbrændingen sker meget miljøvenligt. Varmen fra udstødningen, kølevandet og smøreolien overføres gennem varmevekslere til opvarmning af fjernvarmevandet.

     

    Vborg_kraftvarmeværk.jpgPå de decentrale værker er det behovet for varme, der bestemmer, hvor meget der produceres.
    Værket har en lagertank, en akkumuleringstank – dvs. en stor "termokande", hvor fjernvarmen kan oplagres, så der kan laves el på de tidspunkter, hvor prisen er bedst. Et par hundrede varmeværker i 1990'erne blev omstillet til decentral kraftvarme – dvs. fra udelukkende at producere varme til også at kunne producere el.

  • Der er flere fordele ved at producere kraftvarme på de små decentrale kraftvarmeværker, fremfor på de store centrale kraftvarmeværker:
    • Samproduktion af el og varme
    • Økonomisk fornuftig drift

    • Centralt placeret, lokalt i byen.
    • Mindre elforbrug. Når fjernvarmen sendes over store afstande, kræver det et stort elforbrug 
      for at pumpe vandet den lange vej.
    • Mindre energitab. Jo længere fjernvarmevandet skal transporteres, jo mere varmeenergi går
      der tabt.
    • Mere miljøvenligt brændsel. De store kraftvarmeværker fyrer typisk med kul, mens de mindre 
      hovedsagligt fyrer med biobrændsler, som er langt mindre skadelige for miljøet. De kan f.eks.
      anvende lokale miljøvenlige restprodukter som brændsel.

    Oprindeligt var de decentrale værker udelukkende varmeproducerende, mens de centrale værker udelukkende var elproducerende. Fordi der er store fordele i at lave el og varme samtidig, producerer de fleste værker begge dele i dag. Der findes dog fortsat 130 fjernvarmeværker, der kun producerer varme.

     

    el_produktion_og_transmission_2016

    Kilde: Energistyrelsen 2016

     

  • www.fjernvarmensunivers.dk kan du finde animationer, der viser eksempler på, hvordan fjernvarmen i Danmark bliver produceret på forskellig vis.


    Kilder:
    ”denstoredanske.dk”
    ”Fjernvarme – et unikt koncept for effektiv fjernvarmeforsyning”
    ”Når god energi er inde i varmen”
    Undervisningsmateriale fra FIF Marketing
    Energistyrelsen
    Dansk Fjernvarme
    Vattenfall
    DONG Energy
    Moellearkivet.dk

Danmark er verdens førende hvad angår viden om fjernvarme og kraftvarme.

 

Det første vandkraftværk ligger ved Niagara Falls i USA, og energien herfra kunne på et tidspunkt dække 33 % af landets samlede energibehov.

 

Danmark har kun få vand- kraftværker. Tangeværket er Danmarks største. I 1920’erne blev der produceret el til ¼ af Jylland. I dag dækker det ca. 2.500 boligers årlige el-forbrug.

vilduvilemere_banner.gif

main_bund.png